Dette værk fanger den stille skønhed ved kysten, hvor lavvande afslører de komplekse teksturer af sand og de stejle klipper. De varme gyldne nuancer af sand kontrasterer strålende med de kolde grønne og blå af vand og alger og skaber en beroligende, men dynamisk tableau. Bløde penselstræk formidler de lette bølger af tidevandet, mens den skydækkede himmel, malet i lyse grå og hvide, tilføjer en følelse af rolig melankoli; det føles næsten som om tiden selv stopper her, i naturens favn.

Kompositionen er slående, med de høje klipper, der næsten fungerer som vagter, der indrammer scenen og fører beskuerens blik mod horisonten. Der er en følelsesmæssig resonans i, hvordan lyset danser på overfladen af vandet og vækker følelser af nostalgi og eftertænksomhed. Monets teknik til at fange de flygtige kvaliteter af lys og farve muliggør en dyb forbindelse til naturen; hvert besøg på denne strand er en påmindelse om skønheden, der findes i de flygtige øjeblikke. Den historiske kontekst for dette værk, skabt under impressionismen, styrker dets betydning, da det personificerer skiftet til at fange hverdagslige scener i en malerisk, men naturalistisk måde, og inviterer seerne til at værdsætte de nuancer, der ofte bliver overset.