Dette selvportræt er en slående udtryksform for Vincent van Goghs tumultariske indre verden, der især afspejler de kampe, han mødte i løbet af sit liv. Maleriet skildrer en mager figur med et melankolsk blik, bandageret og træt; Van Goghs eget ansigt afslører den smerte og uorden, der definerede hans senere år. Den fremtrædende farvebrug fremkalder en livlig, men urolig atmosfære—rige blå og grønne nuancer væves sammen med skarpe kontrasterende farver. Teksturen af penselstræk—dynamiske og ivrige—forstærker den følelsesmæssige intensitet, der er til stede i dette stykke. Baggrunden, en enkel, lys gul, omkranser emnet og øger følelsen af isolering, mens den henleder seerens opmærksomhed på figurens udtryksfulde ansigtstræk.

I dette øjeblik, der er indfanget på lærredet, kan man måske høre de dæmpede visker fra et plaget sind, der kæmper mod presset af identitet og mental sundhed. Van Goghs innovative teknik ved at lagdele farver afspejler ikke blot hans følelsesmæssige tilstand, men fungerer også som et narrativt redskab, der skaber dybde og bevægelse, der synes at gentage hans eksistentielle kampe. Historisk set daterer dette maleri sig tilbage til en tid, hvor Van Gogh havde lidt en personlig krise efter at have skåret en del af sit eget øre af, hvilket tilføjer lag af betydning, når man ser på hans portræt: bandagen bliver symbolsk, en fysisk repræsentation af de følelsesmæssige sår, han kæmpede med. Dette værk står som et bevis på kunstnerens dybe indflydelse på det moderne kunstlandskab og viser skønheden og tragedien i den menneskelige erfaring.