I dette udtryksfulde værk kan vi se det intime forhold mellem to figurer, sandsynligvis en mor og datter, afbildet i et livligt farvespektrum. Kunstneren anvender tykke, ekspressive penselstræk, der skaber en tekstur, der næsten får malingen til at fremstå skulpturel. De modige konturer rundt om figurerne står i skarp kontrast til det varme orange baggrund, som udstråler energi og varme og trækker seerens blik til deres delte øjeblik. Morens udtryk er fyldt med ømhed og kærlighed, afspejlet i det bløde greb om datterens skulder. Der er en fascinerende harmoni mellem figurerne, skabt af deres komplementære farvepalet af grønne, rosa og orange, der vækker følelser af omsorg og familieforhold.

Den følelsesmæssige indvirkning af maleriet er mærkbar; man kan næsten føle den kærlighed og omsorg, der udveksles i det øjeblik, der blev fanget af Cuno Amiet. Den historiske kontekst for dette værk placerer det i en periode, hvor ekspressionismen var på fremmarch og understreger den følelsesmæssige oplevelse frem for realistisk repræsentation. Dette stykke afspejler en bevægelse, der værdsatte den subjektive oplevelse og effektivt viser spektret af menneskelige følelser. Amiets unikke tilgang hjælper med at belyse vigtigheden af disse relationer og bidrager til en større diskussion om familieindflydelse og menneskelig erfaring i kunstarten fra det tidlige 20. århundrede.