Den stille lærred udfolder sig foran betrageren som et hviskende hemmelighed fra naturen, der fanger det delikate samspil mellem vand og lys. Den milde strøm i floden reflekterer en symfoni af bløde pasteller, hvor svag blå møder nuancer af grøn, der antyder forårets vågnen. Høje, slanke træer står yndefuldt langs bredden, deres nøgne grene stryger blidt hen over atmosfæren, hvilket fremkalder en etereal kvalitet; lyset danser gennem stammerne og skaber en blinkende effekt, der næsten virker levende. Der er en beroligende, drømmende kvalitet over dette stykke, der inviterer én til at blive; du kan næsten føle den kølige brise og høre det blide raslende af blade.

Kunstnerens penselstræk er løse, men samtidig målbevidste, idet de anvender synlige stræk, der synes at smelte farverne sammen. Denne teknik skaber en følelse af bevægelse, som om scenen blødt svajer med vinden. De resulterende kompositioner føles både intime og udstrakte, hvilket antyder en invitation til at træde ind i dette rolige øjeblik. Historisk set tager denne naturrepræsentation sig stil med impressionismens værdier, og bryder med traditionel repræsentation og i stedet fanger essensen af et flygtigt øjeblik; her skaber Monet en personlig forbindelse til landskabet, der tillader beskueren at fordybe sig i roen og skønheden ved denne tilflugtssted ved floden.