I dette gribende kunstværk udfolder der sig en dyster scene, hvor figuren af Ofelia flyder livløs i et stille vand. Kunstneren fanger på genial vis hendes rolige, men tragiske udtryk, som fremhæves af det bløde drapering af hendes lyse klædning, der smelter perfekt sammen med vandet. Den frodige vegetation omkring hende skaber en naturlig ramme, der understreger både skønheden og sorgen i øjeblikket. De sarte teksturer og skygger skaber en følelse af dybde, mens de bløde bølger i vandet tilføjer et dynamisk element, der trækker blikket ind i scenen. Interaktionen mellem lys og skygge forstærker den følelsesmæssige kvalitet og inviterer seerne til at dvæle ved dette hjerteknusende øjeblik fyldt med fortvivlelse og skrøbelighed.

Når man betragter dette billede, er der en følelsesmæssig vægt i luften; stilheden er håndgribelig, hvilket fremkalder tanker om tabt uskyld og uundgåeligt skæbne. De bløde nuancer, domineret af grønne og dæmpede jordfarver, væves sammen med figuren og skaber en etereal, næsten drømmende atmosfære. Dette værk afspejler ikke kun narrativet i Shakespeares tragedie, men resonerer også med romantiske idealer om skønhed, der væves ind i døden. Delacroix' evne til at formidle komplekse følelser gennem enkle elementer viser hans mestring og gør dette værk betydningsfuldt i kunsthistorien, idet det forbliver en stærk påmindelse om den tragiske skønhed, der er iboende både i natur og menneskelig erfaring.