Værket udsender en følelse af rå følelser og introspektion, karakteristiske træk ved Van Goghs selvportrætter. Figuren kigger ud fra lærredet, prydet med en grå filthat, der næsten smelter sammen med baggrundens nuancer—snurrende mønstre af blå og grøn. Denne baggrund skaber en næsten drømmende atmosfære, en hvirvel der omslutter subjektet og antyder kunstnerens tumultariske indre verden. Penselstræk her er særligt udtryksfulde; tykke pensler svirrer udad, og skaber en rytme der fanger opmærksomheden og trækkende beskueren ind i en dans af farver og bevægelse.

Van Goghs selvportræt præsenterer en slående brug af farve, med dybe blå og bløde grønne nuancer som flettes sammen, hvilket symboliserer både ro og angst. Figuren farver, der for det meste er afdæmpede, kontrasterer levende med den livlige baggrund, der illustrerer dikotomien mellem den ydre verden og de indre kampe, som Van Gogh stod over for. Dette maleri, lavet i en periode præget af hans søgen efter identitet og accept, fungerer både som en kunstnerisk teknik og som et middel til følelsesmæssig frigivelse. Det resonnerer med en smertefuld følelse af ensomhed, mens det i takt med dets udtryk viser en stærkere stolthed over selvrepræsentationen.