Dette monokrome ætsning viser stærkt en dyster scene af menneskelig fortvivlelse og hjælpeløshed. Foran ligger to figurer udstrakt på jorden, den ene tilsyneladende livløs, den anden i en tilstand af udmattelse eller død. Bag dem står en tredje figur, bøjet over og indhyllet i en kappe, støttet til en stok, som om den bærer på en fysisk og følelsesmæssig byrde. Det karrige, bølgende landskab flyder sammen med en mørk himmel og forstærker den sørgmodige og håbløse stemning. Den fine og gennemtænkte ætsningsteknik skaber kontraster i teksturer — bløde skygger og ru konturer — som fremkalder den barske virkelighed, der omgiver disse figurer. Teksten “No hay quien los socorra” understreger deres desperate isolation.