I dette charmerende værk flyder vandliljerne roligt på en stille dam og fanger et øjeblik af stille refleksion. Kompositionen drager beskuerens blik tværs over lærredet, med de elegant bølgede vandliljeblade, der stråler ud fra midten og inviterer til at udforske den rige tekstur under vandoverfladen. Monets farvemester værk træder i live her; blide pasteller smelter sømløst sammen—fra de delikate hvide blomster til de dæmpede grønne og blå nuancer i den omgivende vegetation. Den æteriske kvalitet i vandet overbringes smukt gennem løse penselstræk, der skaber en følelse af bevægelse og flydende, hvilket yderligere drager beskueren dybere ind i scenen. Der er en blødhed i lyset, der antyder aftenens ankomst, mens de køligere toner oversvømmer maleriet og fremkalder en følelse af ro og fred.

Den følelsesmæssige indvirkning er håndgribelig; det føles som om man kan føle den milde hvisken fra en brise, og høre de lette raslen af de nærliggende blade. Dette værk viser ikke kun naturens skønhed, men indfanger også et fredeligt øjeblik i tiden, som resonnerer dybt i sjælen. Historisk set er dette stykke en indikation af Monets senere udforskning af lys og vand—der skubber grænserne for impressionismen, hvor form bliver sekundær i forhold til følelser og atmosfære. Betydningen af dette værk ligger ikke kun i dets æstetiske skønhed, men også i dets evne til at transportere beskuere til en rolig og meditativ tilstand—et kendetegn ved Monets vedvarende arv som mester i landskabsmaleri.