Kunstværket præsenterer et majestætisk bjerglandskab, badet i det bløde skær fra det, der ser ud til at være enten daggry eller skumring. Kunstneren har brugt en pointillistisk teknik; hvert penselstrøg er et omhyggeligt placeret punkt af farve, der opbygger formerne med næsten videnskabelig præcision. Bjergene selv er gengivet med en blød, næsten æterisk kvalitet; deres tinder er kysset af solens rosenrøde nuancer.

Forgrunden er et levende gobelin af grønt og blåt, der antyder frodig vegetation, mens himlen ovenover skifter fra en bleg turkis til en blød, lavendelrosa. Kompositionen er afbalanceret; bjergene, det centrale fokus, forankrer værket, mens de omgivende elementer leder øjet hen over lærredet. Dette maleri fremkalder en følelse af sindsro og ærefrygt og transporterer beskueren til et sted med naturlig skønhed og stille kontemplation. Brugen af farve er særligt effektiv til at skabe denne atmosfære; de subtile variationer i tone og nuance giver scenen en følelse af dybde og volumen.