Scenen udfolder sig i en levende malet skov, hvor de tumultariske former af drejede træer synes at danse med liv. Barken er et groft væv af grå og hvid, der skarpt kontrasterer med de rige jordtoner omkring, som danser under solens strålende lys. Hint af blå, måske som angivelse af forårsblomster, spredes over overfladen. Man kan næsten høre hviskerne fra skoven—det blide hvislende af blade, den bløde knirken af skridt på skovbunden. Dette landskab føles levende, et ekko af skiftende årstider, hvor naturens hjerteslag kan fornemmes gennem rytmen i penselstrøgene.

Blandt træt fremkommer figurer i farveeksplosioner, et par iført levende rødt og blåt, opslugt i deres egen verden midt i den dybe fred i naturen. Deres tilstedeværelse understreger Munchs udforskning af menneskelige følelser, der flettes sammen med naturen—hver penselstræk ser ud til at fortælle en historie om forbindelse, isolation og glæde. Kompositionen af maleriet, med sine lagdelte stammer og fjerne figurer, trækker tilskueren ind i en intim oplevelse med jorden og den menneskelige ånd, der reflekterer et øjeblik, der hænger i tiden, fyldt med forårets friskhed.