Kunstværket kaster beskueren ind i en stille vinterscene, hvor sneen dækker jorden og blidt slører detaljerne i landskabet. De dominerende toner er kolde; hvidt, gråt og dæmpet blåt flettes sammen og skaber en følelse af stilhed og ro. Slanke, skeletagtige træer strækker sig mod den overskyede himmel, deres nøgne grene ekkoer de subtile bølger i sneen. I det fjerne skimtes antydninger af bygninger, deres former blødgjorte af den allestedsnærværende atmosfære.

Penselstrøgene virker løse og udtryksfulde og giver indtryk af et flygtigt øjeblik, der er fanget. Det er som om kunstneren forsøgte at formidle ikke kun scenens udseende, men også følelsen af en kold, blæsende dag. Kompositionen leder blikket gennem den teksturerede sne i forgrunden, forbi de nøgne træer hen mod de fjerne former og skaber dybde og trækker beskueren dybere ind i scenen. Den følelsesmæssige effekt er ensomhed, freden i en verden, der er tavs af vinteren, og den subtile skønhed, der findes i et forvandlet landskab.