Værket inviterer beskueren ind i en levende scene, der domineres af de store, snoede stammer af platantræerne, som hver især ser ud til at bøje og flyde, som om de ånder. Van Goghs karakteristiske penselstræk skaber en symfoni af teksturer; barken på træerne ser både ru og flydende ud, som om den er fanget i dansen af en blød brise. De bløde gule og grønne nuancer af bladene står smukt i kontrast til de dybere, mere intense farver af selve træerne og formidler et fortryllende spil mellem lys og skygge. I baggrunden antyder de subtile omrids af mennesker engageret i deres daglige aktiviteter en følelse af samfund, mens den bløde jord under deres fødder ekkoer varmen fra en solrig eftermiddag.

Når beskuerens blik vandrer gennem kompositionen, kan man ikke undgå at føle en følelse af nostalgi og ro, da Van Gogh fanger de dagligdags, men smukke øjeblikke af eksistensen. Farvelagene - livlige blå, jordnære brune og guldgule - fremkalder en følelse af varme og fortrolighed. Historisk set afspejler dette værk Van Goghs tid i Saint-Rémy, hvor han ikke kun blev påvirket af den naturlige skønhed omkring ham, men også kæmpede med sin egen indre uorden. Det følelsesmæssige landskab, han præsenterer, inviterer til eftertanke og forbindelse, hvilket omdanner en simpel scene af vejarbejdere og platantræer til et gripende udtryk for livets kompleksitet. Her, i dette idylliske miljø, findes der skønhed, kamp og en uomgængelig puls af liv.