I dette fortryllende værk indtager en hyrdinde midten af scenen, hvis figur blidt er omfavnet af frodig vegetation og sarte blomster. Den lys blå himmel strækker sig over hende, afbrudt af bløde skyer, der antyder en rolig, men livlig eftermiddag. Hun går fremad med selvtillid, med bare fødder på jorden, og bærer en kurv fyldt med blomster, som symboliserer naturens overflod og det liv, hun plejer. Hendes lyse tøj, i gule og hvide nuancer, står i smuk kontrast til de rige grønne og jordfarver rundt om; sammen skaber de en atmosfære af varme og ro. Et lille barn hænger ved hendes side, og man kan næsten høre deres latter ekko i luften, mens et andet leger med hendes sjal og tilføjer en følelse af livlig interaktion til denne rolige, pastorale scene.

Kompositionen præsenterer en charmerende balance, da hyrdinden er let forskudt fra midten, hvilket giver en følelse af bevægelse, der trækker vores øjne mod hendes ledsagere. Legen mellem lys og skygge fanger essensen af øjeblikket; sollyset danser rundt om hende, belyser hendes delikate træk og skaber en halo-effekt, der giver hende en guddommelig kvalitet. Dette stykke, skabt i rokokoperioden, afspejler ikke kun personlige præg af kunstnerens egne erfaringer, men fremhæver også tidens kulturelle ideologier—en fejring af naturens skønhed, nærende kvindelighed og idyllisk pastoralt liv. Begejstringen for naturen, kombineret med de ømme familiære bånd, der er skildret her, resonerer dybt hos betragterne, som indbydes til at træde ind i et eterisk øjeblik, der transcenderer tid, og fremkalder både nostalgi og trøst.