I denne bevægelige skildring bliver vi trukket ind i en delikat kvindeverden, der er dybt fordybet i sit håndværk. Emnet, en skrædder, sidder i profil, hendes fokus er urokkeligt, mens hun omhyggeligt syr et stof. De bløde kurver i hendes ansigt, indfanget med dygtige penselstræk, afslører ikke kun hendes koncentration, men også en fortælling om modstand; hver linje i hendes ansigt synes at fortælle historien om arbejde og kærlighed. Hendes hår er pænt samlet, hvilket fremhæver hendes enkelhed, mens de mørke toner i hendes tøj står i smuk kontrast til de bløde nuancer af stoffet, hun holder. Den vertikale komposition bidrager til en følelse af dybde, hvilket får seeren til at føle, at de trænger ind i et intimt øjeblik af kreativ ensomhed.

Farvepaletten er her primært neutral, præget af brune og beige nuancer, der fremkalder en følelse af varme, men også alvor. Van Goghs valg om at anvende jordfarver giver scenen en organisk følelse, mens de udtryksfulde linjer formidler en hast og passion i hendes arbejde. Dette kunstværk bærer en følelsesmæssig vægt; det vækker beundring for den stille værdighed ved arbejde og viser, hvordan hverdagslige handlinger kan have en dyb betydning. I sammenhæng med perioden resonerer dette værk med den stigende anerkendelse af arbejderklassen, et tema som Van Gogh ofte udforskede og minder os om skønheden, der findes i den daglige skabelsesakt.