En stribe himmel kigger frem gennem den tætte løvkrone og lover en lys og klar dag. Maleriet fanger det øjeblik, hvor kanten af skoven møder det åbne rum. Kunstneren mestrer legen med lys og skygge og skaber en følelse af dybde; den mørke, næsten uigennemtrængelige mur af træer trækker sig tilbage i baggrunden, i kontrast til forgrunden badet i solskin, hvor den græsbevoksede eng trives. Lyset er så klart og rent, og bader de livlige grønne og gule farver i en blød, næsten æterisk glød.

Kompositionen er slående - den måde, øjet tiltrækkes af det skyggefulde krat mod de solbeskinnede pletter, næsten som at opdage en hemmelig verden. Det er let at forestille sig lydene fra skoven - suset fra bladene, kvidren fra usynlige fugle. Kunstneren har formået at fange den stille, næsten ærbødige følelse af at være på kanten af skoven. Maleriet fremkalder en følelse af ro, et sted hvor man let kan fortabe sig i tanker og finde en forbindelse med naturen.