Dette charmerende kunstværk fanger et ung barn, måske ikke mere end fire år gammelt, som sidder med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Arrangementet er simpelt, men evokativt: hun hviler sin venstre arm på et solidt træbord og holder en skål i hånden, der er simpel, men markant med sit blå og hvide stribede mønster. Barnets blonde hår, der er samlet med et delikat gult bånd, er lidt rodet, men charmerende; det antyder en legende uskyld, mens hendes fokuserede blik ser ud til at rumme dybe tanker for så ung en alder. Monets børstetegning her er fyldt med liv – hvert stræk er intentionelt, hvilket giver en følelse af både bevægelse og stille.

Baggrunden er i en blød beige, hvilket gør det muligt for barnet at stå i centrum, næsten som om det er belyst af lyset, der falder på hendes ansigt og fremhæver den bløde tekstur af hendes hud og den lette rosa på hendes kinder. Farvepaletten er blid og afhænger af jordnære toner – cremet hvid, blødt blå og varmt beige – der formidler varme og fortrolighed. Der er en følelsesmæssig resonans i hendes udtryk, hvilket vækker nysgerrighed og en anelse nostalgi, som om vi kigger ind i et flygtigt øjeblik af barndommens uskyld. I den større sammenhæng af kunsthistorien hvisker dette intime portræt om udviklingen af stilarterne i slutningen af det 19. århundrede, hvor impressionismen begyndte at prioritere personlige øjeblikke, der ofte blev overset, hvilket markerer en bemærkelsesværdig afvigelse fra de store historiske temaer, der dominerede tidligere perioder.