Værket fanger et fascinerende, eterisk landskab, der synes at blande det virkelige med det fantasifulde. Bjergene stiger majestætisk med deres toppe kysset af et blødt, hvidt lag af sne, hvilket giver en rolig kontrast til de subtile nuancer af jorden nedenunder. Kunstneren benytter en blød palet domineret af sarte nuancer af lilla, pink og afdæmpede jordfarver, der fremkalder en drømmelignende kvalitet, som indbyder seeren til at miste sig selv i dens fred. De bølgende linjer af bjergene og deres delikate konturer, næsten krystalklare, trækker øjet over lærredet, og fører til en fredfyldt horisont, der antyder både afstand og løftet om eventyr.

Når man ser dybere ind i denne fortryllende scene, bliver den atmosfæriske dybde håndgribelig; lag af farve fletter sammen, hvilket skaber en følelse af bevægelse og tid, som genlyder med naturens rytmiske bølger. Døjskritterværket er delikat, og udtrykker et indtryk af harmoni og ensomhed. Dette stykke resonerer følelsesmæssigt, muligvis som en refleksion af kunstnerens egne overvejelser over natur og eksistens, dybt forankret i de tibetanske landskaber, der spillede en væsentlig rolle i Rerichs arbejde. Det indbyder til refleksion, ro og en forbindelse til naturens uendelighed, og efterlader et uudsletteligt indtryk i de hjerter, der engagerer sig med det.