Dette stemningsfulde akvarel fanger den falmende storhed i antik romersk arkitektur, med høje korinthiske søjler, der står som stille vidner til århundreder, der er gået. Kunstnerens delikate penselstrøg og nuancerede brug af vasketeknikker skaber et blødt, støvet lys, der badder scenen i et melankolsk skær; man kan næsten høre historiens hvisken båret af vinden. Samspillet mellem lys og skygge giver den vejrbidte sten en håndgribelig tekstur og understreger tidens gang.

I forgrunden tilføjer en ensom figur til hest og en mand, der går med en flok hunde, en stille følelse af liv og bevægelse, i kontrast til ruinerne. Den vertikale komposition leder blikket opad langs de majestætiske søjler, mens den jordfarvede farvepalette skaber en rolig og eftertænksom stemning. Værket er en smuk meditation over forfald og udholdenhed, der fanger både den fysiske tilstedeværelse og den spirituelle aura af de klassiske ruiner.