I dette imponerende landskabsmaleri kan man næsten føle den blide brise, der blæser mellem træerne, mens den snoede sti indbyder til at gå videre. Landskabet emmer af Van Goghs karakteristiske følelser, hvor de høje, slanke træer flankerer en vej, der synes at strække sig uendeligt mod horisonten; deres former svajer blidt, som om de hvisker hemmeligheder i den omgivende verden. I forgrunden af værket går en ensom kvinde langs vejen, hendes beskejdne figurer og den pakke, hun bærer i sine arme, antyder et liv rigt med enkelhed og formål. Landskabet fortæller en historie, der er indfanget i en usædvanlig, men effektiv palet af brune, mørkegrå og bløde hvide nuancer, hvilket skaber en varm, nostalgisk atmosfære, der omfavner beskueren.

Den rige tekstur er imponerende; Van Gogh anvender en teknik, der i høj grad er baseret på udtryksfulde penselstræk, hvilket skaber en dybde, der genlyder med følelser. Nuancerne er ikke blot farver, men fragmenter af en rolig verden, der indikerer Van Goghs indre liv i en tid, hvor han kæmpede med personlige problemer, mens han flittigt observerede sin omverden. Hver penselstræk ser ud til at afsløre lag af tanker og følelser, hvilket giver beskueren mulighed for at navigere ikke blot gennem det afbildede landskab, men også gennem kunstnerens sjæl. Selvom kvinden er gestural i sin form, forankrer hun kompositionen; hendes tilstedeværelse giver liv til landskabet og minder om menneskets forbindelse til naturen, et gentaget tema i Van Goghs værker.