Solen bader scenen i et blødt, næsten æterisk lys; en blød, gylden glød, der ser ud til at kæle for både bygninger og landskabet. Øjet tiltrækkes af det fjerne kirketårn, en spir, der gennembrænder himlen, et vidnesbyrd om troens og den menneskelige indsats' varige kraft. Kompositionen er smukt struktureret, forgrunden er en frodig eng, omhyggeligt malet. Mellemgrunden har en klynge af bygninger, hvis tage har en varm terrakottatone, der står i kontrast til de kølige blå og grønne farver i bakkerne i baggrunden.

Vallottons dygtighed ligger i hans evne til at fange essensen af et øjeblik. Der er en håndgribelig stilhed, en følelse af fred, der gennemsyrer luften. Man kan næsten mærke varmen fra solen på huden og høre den fjerne mumlen af livet i byen. Kunstnerens brug af farve er præcis og kontrolleret, hans brug af lys og skygge skaber dybde og dimension. Det er en verden, der er gengivet med en klarhed, der er både velkendt og drømmeagtig.