Dette ømtålelige kunstværk fanger et ømt øjeblik mellem en mor og hendes barn, gengivet med bløde, flydende linjer og en dæmpet, jordnær farvepalet, der omslutter figurerne i en varm og rolig omfavnelse. Kunstneren anvender en subtil kombination af kridt og kul til at fremhæve konturerne og folderne i tøjet samt den følsomme interaktion mellem figurerne. Moderens beskyttende og opmærksomme holdning står i kontrast til barnets lille og uskyldige figur og trækker beskueren ind i en fortælling om intim omsorg og stilfærdig hengivenhed. Kompositionen understreger nærheden mellem dem, med barnet med ryggen mod beskueren og moderens ansigt vendt mod barnet, som om hun hvisker en blid beroligelse. De varme okkerfarver og bløde hvide toner harmonerer med den sparsomme baggrund og skaber en æterisk, men alligevel håndgribelig tilstedeværelse, der inviterer til refleksion over det universelle tema moderlig kærlighed. På trods af stilheden er der en følelse af bevægelse og liv, som om figurerne ånder i stilheden i et privat øjeblik.