Scenen udfolder sig med et betagende panorama: en fjord, der er omfavnet af tårnhøje bjerge, reflekterer himlen som et spejl. Kunstneren fanger mesterligt spillet af lys og skygge, med solen, der blidt oplyser tinderne, hvoraf nogle stadig er dækket af sne. Vandet er en rolig udstrækning, dets overflade er uforstyrret, bortset fra et par blide krusninger, og den fjerne tilstedeværelse af både, hvilket antyder en følelse af skala og landskabets vidde.

På bredden samles en lille gruppe figurer, deres tilstedeværelse tilføjer et menneskeligt element til den storslåede scene. Detaljerne i maleriet, fra klippernes tekstur til løvet, der klynger sig til skråningerne, tiltrækker beskueren. Den overordnede effekt er af ro og ærefrygt, et vidnesbyrd om naturens kraft og skønhed; det er en invitation til at indånde den friske, rene luft og fortabe sig i majestæten i det norske landskab.