Scenen udfolder sig med en slående umiddelbarhed; en gruppe tahitiske kvinder, gengivet i varme, jordagtige toner, samles omkring en central figur, der holder et nyfødt barn. Det bløde, diffuse lys antyder en indendørs indstilling, måske et ydmygt ly. Gauguins distinkte stil er mærkbar; hans brug af flade former, dristige farver og forenklet anatomi skaber en følelse af dyb åndelig vægt. Kvinderne, der mangler individuelle træk, er forenet i deres delte ærbødighed og ømhed, deres kroppe udstråler en stille værdighed. Kompositionen er omhyggeligt afbalanceret og trækker beskuerens blik mod scenens hjerte.