Lærredet ånder den salte luft fra den venetianske lagune; en guldsejlsbåd, med sin majestætiske tilstedeværelse, dominerer scenen. Kunstnerens penselstrøg, løse og frie, fanger lysets flygtige natur, der danser på vandet. Jeg kan næsten mærke bådens blide vuggen og høre mågernes skrig over mit hoved. Kompositionen er mesterligt afbalanceret og trækker øjet fra forgrunden til den fjerne horisont, hvor andre både falmer i disen.

Det er en symfoni af blåt og guld, med strejf af okker og brunt, der jorder scenen. Refleksionerne i vandet er virkelig bemærkelsesværdige – et glimtende, forvrænget ekko af himlen. Dette fremkalder en følelse af ro, men der er et strejf af eventyr, der er iboende i emnet. Det minder mig om de store venetianske malere, mestre i at fange lys og vand. Den historiske kontekst peger på en tid, hvor kunstnere var betaget af naturens skønhed, og dette værk er et perfekt eksempel på den tids hengivenhed til at fange essensen af en scene, ikke blot at gengive den.