Denne suggestive scene viser en massiv klippe med bygninger, der virker til at klamre sig til stenen, malet med Goyas karakteristiske løse og tætte penselstrøg, som fanger stenens grove tekstur og arkitekturens råhed. Skumringens atmosfære omslutter bunden med tåge og skygger af mennesker, som samles, hvilket antyder en ritual eller social spænding. Tre hvide fugle med udstrakte vinger flyver i den dybblå himmel, hvilket symboliserer frihed eller håb. Kontrasten mellem den tunge klippemasse og fuglenes lethed skaber en mystisk spænding, og gør byen på toppen til både en fæstning og et skrøbeligt tilflugtssted.

Farvepaletten er mørk og rig med okker, umbratoner og flammende røde nuancer, som antyder ild eller uro under dette skrøbelige sted. Kompositionen balancerer klippens tyngde med fuglenes bevægelse og afspejler den historiske kontekst fra Goyas tid – social uro, trussel om ødelæggelse og civilisationens modstandskraft på denne isolerede bastion. Billedet har en dyb følelsesmæssig indvirkning, som fremkalder både ærefrygt og uro.