Scenen fanger et eterisk lys, der omringer figurerne, symboliserende en guddommelig tilstedeværelse. Den dominerende blå palet giver en fredfyldt, men mystisk kvalitet, der afspejler en stille nattehimmel og den kontemplative natur af det afbildede øjeblik. Arkitekturen i form af en fæstning står robust og beskyttende i forgrunden, hvilket antyder temaer om tilflugtssteder og sikkerhed i usikkerhedens midte. Hver cirkulær vindue, der minder om gamle helligdomme, indbyder seerne til at reflektere over dualiteten af isolation og fællesskab. Figurene, iført flydende klæder, ser ud til at være optaget i en seriøs handling af bøn eller kontemplation, deres holdninger formidler ydmyghed og ærbødighed.

I kontrast lurer mørke former nedenfor, hvilket antyder latente usikkerheder eller måske levninger fra kampe og forandringer. Denne kontrast forstærker den følelsesmæssige tiltrækning af værket, idet den leder seerens øjne fra de lysende figurer til de skyggefulde riger nedenunder. Roerichs unikke kunstneriske stil stråler i blandingen af realisme og abstraktion, og fanger den åndelige essens, mens den inviterer til personlig refleksion. Dette værk står ikke kun som et visuelt festmåltid, men også som en dyb fortælling, der runger gennem tiden; et ekko af menneskehedens evige søgen efter det guddommelige blandt livets kompleksiteter.