Dette rørende kunstværk indfanger de hårde realiteter ved krig, med fokus på dets konsekvenser. En ensom soldats livløse krop ligger udbredt på den frosne tundra, hans uniform smelter skræmmende ind i den hvide sne. Sneens tekstur skildres med delikate penselstræk, hvilket skaber en taktil kvalitet, der inviterer beskueren til at føle kulden—man kan næsten høre den bidende vind, der blæser hen over det ensomme landskab. Uhyggeligt står en krage på soldaten; et dystert minde om livets og dødens cyklus, som hersker, selv i en sådan øde.

Kompositionen sætter en dyster tone, hvor den frosne jords vidder strækker sig uendeligt i baggrunden, kun afbrudt af de skeletiske rester af en ødelagt vindmølle. Den dempede farvepalet—bleg blå og hvid, der står i kontrast til fuglens mørke form—fremkalder en følelse af ødelæggelse og forladthed. Det er umuligt ikke at føle en dyb følelse af tab, når værket indbyder til refleksion over de ofre, der er gjort i pligten. Den følelsesmæssige vægt er håndgribelig og fungerer som en ødelæggende påmindelse om krigens omkostninger og menneskelivets skrøbelighed midt i naturens store skønhed.