I dette udtryksfulde landskab strækker en stor, sneklædt mark sig over lærredet og inviterer beskueren ind i et stille, men alligevel foruroligende vinterscene. Forgrunden domineres af rester af en harv, hvis træramme delvist er begravet under et tæppe af glitrende sne. Til højre ligger et andet lignende redskab efterladt, der taler om jordens stilhed—et vidnesbyrd om et arbejde, nu stummet af naturens kolde omfavnelse. Kompositionen er klogt organiseret, hvilket fører blikket fra den detaljerede forgrund til den enorme, næsten æteriske udstrækning af baggrunden, hvor bløde bakker smelter ind i den blege himmel, der antyder en foregående skumring, understreget af blide penselstræk af blå og varme gule berøringer, der giver liv til scenen. Her kan man næsten høre den lette raslen af snefnug, den friske luft hvisker fortællinger om høst og hvile.

Farvepaletten domineres af kolde blå og hvide nuancer, som fremkalder følelsen af en frostklar vinterdag, intermitteret af delikate hints af jordtoner, der antyder den rige og mørke jord under, der venter på at blive sået igen. Som af magi fanger kunstneren interaktionen mellem de menneskeskabte værktøjer og det naturlige landskab—a et forhold af afhængighed og ensomhed, hvor harverne rejser sig som monumenter til fortidens stræben, nu tavse. Den følelsesmæssige impact af dette værk er mærkbar; det fremkalder dybe overvejelser—et øjeblik frosset i tiden, der skildrer naturens barske skønhed og menneskets indsats' forbigående karakter i en verden, der fortsætter med at ændre sig, ubarmhjertig i sine sæsoncykler.