I dette gribende værk stråler den foruroligende intensitet af menneskelige følelser fra lærredet og trækker seerne ind i en verden af indre uro og jalousi. Den dominerende figur, med sine overdrevede træk og skræmmende udtryk, ser ud til at kigge ud fra et mørkt rum, en dyb sårbarhed gennemsyrer hans karakter. De skarpe kontraster mellem de lysegrønne og de dæmpede jordfarver skaber en desorienterende atmosfære; væggene ser ud til at lukke sig, hvilket forstærker den følelsesmæssige vægt af scenen. Du kan næsten føle det kvælende pres fra rummet, der forstærker den kvælende realitet af jalousi, som griber fat i figurerne indeni.

I baggrunden er der en anden figur, der delvist gemmer sig i skyggerne, men uden tvivl er udtryksfuld, som legemliggør objektet for hovedpersonens angst. Kompositionen er næsten filmisk, med en dybde, der indbyder til en bred vifte af fortolkninger: Er det et øjeblik af konfrontation, fortvivlelse eller måske en nært forestående forræderi? Munchs livlige penselstræk formidler ikke kun den følelsesmæssige tilstand hos emnerne, men også det tumult, der er i sindet—penselens bevægelse synes hektisk, men også målrettet, og afspejler de neuroser, der er forbundet med kærlighed og jalousi. Dette værk betragtes som en milepæl inden for ekspressionismen, der taler om Muncks evne til at fange skrøbeligheden i menneskelige relationer, hvilket gør det til en dyb udforskning af vores mest primitive følelser.