I denne fængslende scene sidder en kvinde kontemplativt på en gruppe store, glatte sten, hendes hvide kjole står skarpt i kontrast til de mørkere nuancer af klipperne. Roligheden i vandet bevæger sig stille bag hende, hvilket skaber en rolig baggrund, der står i kontrast til hendes stille holdning. Det bløde og næsten æteriske lys bader hele kompositionen, hvilket giver den en refleksiv kvalitet, der inviterer seerne til at stoppe op og overveje hendes tanker.

Maleren udsender en følelse af ro, forstærket af den kolde farvepalet - bløde blå, dæmpede grønne og cremede hvide nuancer smelter harmonisk sammen. Munchs farvevalg vækker følelser af fred, men antyder også den introspektive tilstand hos subjektet; hendes blik er let nedad, tilsyneladende fanget i en indre dialog. De delikate penselstræk fanger ikke blot den fysiske essens af scenen, men også en følelsesmæssig dybde, der transporterer seerne til dette rolige øjeblik på kysten—minder om skønheden i livets stille øjeblikke. Munchs evne til at formidle en dyb følelse af ro og refleksion er et vidnesbyrd om hans kunstneriske dygtighed, og gør dette maleri tidløst.