I dette rørende værk bliver beskueren straks tiltrukket af den slående kontrast mellem den dystre figur i mørkeklædte og den eteriske silhuet af en kvinde iført hvidt. Manden, med et melankolsk udtryk præget på sit ansigt, holder om sit hjerte, som om han bærer en følelsesmæssig byrde; hans ansigt taler om tab og længsel. Bølgerne bag ham ruller blidt, men deres bevægelse er næsten spøgelsesagtig, hvilket afspejler ånden; hans bekymrede sind. Baggrunden, et bølgende landskab med lange, mørke træer, forstærker den følelsesmæssige dybde af scenen, der indkapsler en fornemmelse af ensomhed og fortvivlelse.

Farvepaletten domineres af dæmpede nuancer, hvor dybe blå og jordnære brune skaber en baggrund, der understreger figurernes kontrasterende nuancer. Den flydende kvindes hår, malet med en fornemmelse af bevægelse, synes at flygte fra manden, hvilket symboliserer kløften mellem dem. Denne brug af farve og form er karakteristisk for Munch; han indfanger mesterligt komplekse følelser af adskillelse og længsel gennem maleriske teknikker, der vækker både spænding og harmoni. Ligesom i mange af hans værker er den følelsesmæssige påvirkning håndgribelig—man kan næsten høre hvisken fra vinden, føle tyngden i luften. Historisk set afspejler dette værk temaer for menneskelig erfaring, der er dominerende i Muncks tid, især med hensyn til kærlighed og tab, hvilket dermed cementerer dets betydning i udforskningen af eksistentiel frygt og intime relationer.