I denne intime skildring fanges en kvinde, som sidder foran en åben dør, hendes figur indhyllet i skygge, blidt belyst af det lys, der filtreres ind fra indgangen. At skrælle kartofler bliver en meditativ handling, som formidler en følelse af enkelhed og rutine, der genlyder dybt. Van Goghs penselstræk er løse og udtryksfulde, hvilket tillader beskueren at føle de teksturer, der udgør hendes form og det omgivende miljø. De dybe grønne og brune nuancer omslutter hende og skaber en varm atmosfære, der indbyder til refleksion; varmen fra de jordiske toner står i kontrast til lysstyrken udenfor og fortæller visuelt en historie om huslighed, der er sammenflettet med naturen.

Kompositionen dirigerer fornuftigt opmærksomheden mod kvinden, hendes silhuet defineres klart mod lyset fra indgangen. Dette samspil mellem lys og skygge giver liv til lærredet, og vækker følelser af ro og ensomhed. Den følelsesmæssige påvirkning er stærk; man kan næsten høre den stille hvisken af hendes bevægelser, den bløde lyd af kartoffelskind, der falder ned i tallerkenen. Historisk set kommer dette maleri fra en periode i Van Goghs liv, hvor han udforskede temaerne i landlivet og arbejdstøbrigheden, ofte fejrede de ydmyge og arbejdsomme personer i samfundet. I dette værk fanger han ikke kun en kvinde, der skræller kartofler, men også essensen af et liv, der ofte overses, men som er dybt betydningsfuldt.