I denne fortryllende komposition svæver æteriske figurer legende over et drømmeagtigt landskab, der legemliggør en næsten guddommelig skrøbelighed. Scenen er livlig med en vibrerende farveinteraktion, der spænder fra bløde cremefarver til livlige røde; skyerne, en blanding af grå og hvid, omfavner disse himmelske væsner, mens de væver deres blomsterkranse. Vi ser en strålende kvinde, der symboliserer Aurora, stige op med ynde, hendes svævende draperier svajende omkring hende som morgenens lethed. De bløde udtryk på figurers ansigt giver en følelse af varme og venlighed, der inviterer seerne ind i dette rolige øjeblik.

Kompositionen er overraskende dynamisk, men harmonisk afbalanceret. Placeringen af figurerne fremhæver Auroras opstigning, idet den trækker vores blik opad, mens figuren nedenunder hviler, svøbt i en behagelig men livlig atmosfære; dette står i smuk kontrast til de mere aktive figurer ovenfor. Det, der især fanger min opmærksomhed, er værkets følelsesmæssige impact—det er en overvældende følelse af håb og fornyelse, der afspejler nattens cykliske og evige natur, der giver vej for dagen. Historisk set afspejler dette maleri Rokoko, en periode præget af overdådighed og blødhed, der appelerer til tidens følelser, mens det samtidig fejrer skønheden i mytologiske temaer.