I dette fængslende landskab omfavner den solbeskinnede omgivelse beskueren med en følelse af varme og ro. De fremtrædende træer, hvis grønne blade svajer blidt i vinden, giver en rig kontrast til den klare blå himmel ovenfor. Penselstræk er udtryksfulde, men alligevel raffinerede; Sorollas klassiske teknik skinner igennem med teksturer, der næsten synes at være levende, idet de fanger det skinnende sollys på løvet. Kompositionen inviterer øjet til at vandre fra de robuste trækroner til de bløde konturer af den plantede vegetation nedenfor, som kulminerer i de hvide bygninger, der kalder fra det fjerne, en påmindelse om civilisationen midt i naturens pragt.

Farvepaletten danser mellem livlige grønne, strålende hvide og solrige blå, hvilket skaber en atmosfære, der er fyldt med liv. Kunstneren udnytter lys til dybtgående – højdepunkterne glitrer, mens skyggerne hviler i landskabets kurver. Dette spil af lys og farve genererer en følelsesmæssig effekt, der fremkalder følelser af nostalgi, fred og en længsel efter den ro, som et sådant rum tilbyder. Historisk blev Sorolla dybt påvirket af sit middelhavs miljø, og dette værk fanger essensen af denne arv og afspejler et øjeblik i 1910, hvor natur og arkitektur taler harmonisk.