Denne ømme tegning indfanger et stille og intimt øjeblik mellem mor og barn. Den lille pige sover fredeligt, trygt hvilende i sin mors skød. Kunstneren bruger bløde, flydende linjer med indslag af brunt og hvidt kridt på beige papir, hvilket giver scenen en varm og blød atmosfære. Brugen af lys og skygge er subtil, men effektiv og fremhæver de bløde former af det sovende barn samt moderens beskyttende hænder, der udstråler omsorg og ro.

Kompositionen er smukt afbalanceret med barnets figur liggende diagonalt over billedfladen, hvilket blidt leder betragterens blik langs scenens konturer. De udtryksfulde, næsten skitseagtige linjer tilfører tegningen liv og spontanitet, mens de bløde pasteltouch fremkalder ømheden og skrøbeligheden i øjeblikket. Værket indkapsler ikke kun moderlig hengivenhed, men også en universel følelse af fredfyldt hvile – en stille vuggevise, der overstiger tid. Det inviterer til eftertanke over båndet mellem forælder og barn i en historisk kontekst, hvor impressionistiske og postimpressionistiske kunstnere begyndte at fejre disse daglige, intime øjeblikke.