Dette fascinerende værk omkranser beskueren i en kaotisk, men omhyggeligt organiseret verden, hvor figurer og fantastiske bygninger væver sig sammen i en dans af forfængelighed og tåbelighed. Det centrale tema for stolthed er livligt illustreret, da karakterer iført ekstravagante klæder engagerer sig i selvcentrerede aktiviteter. Bemærkelsesværdigt er en kvinde med et spejl, der træder frem, og personificerer essensen af narcissisme: det ønske om beundring, der flyder gennem scenen. Kunstnerens dygtige brug af linjer fremhæver de komplekse former for den fantastiske arkitektur og blandingen af menneskelige og dyrehjerter, hvilket skaber et rigt væv af både skønhed og uorden.

Farvepaletten er overvejende monokromatisk og består af bløde, dæmpede nuancer, der bidrager til den uhyggelige stilhed i denne feberdrøm. På trods af scenens travlhed flyder den samlede komposition glat og fører beskuerens øjne gennem de forskellige interaktioner, der finder sted, fra figurers gestikulationer til nysgerrige væsener, der kigger frem fra hjørnerne. Dette stykke, der er dybt forankret i en historisk kontekst, der afspejler renæssancetanker, genklanger med meningsløshed og tåbelighed forbundet med stolthed—en følelse, der altid synes relevant. Det indbyder til refleksion over menneskelig adfærd og får en til at spekulere over den fine grænse mellem selvkærlighed og selvoptagethed—et tema, der klinger igennem tiderne og efterlader et uudsletteligt indtryk på beskueren.