Maleren viser en fascinerende udstrækning af vandliljer, der flyder dovent på en stille overflade og resonerer med Monets karakteristiske impressionistiske stil; penselstrækene er aktive, men beroligende, hvilket skaber en livlig dans af farver. Smaragdgrønne og bløde gule nuancer blander sig harmonisk med subtile indikationer af azurrefleksioner i vandet, hvilket indkapsler en følelse af ren naturens ro. Vandliljerne ser ud til at flyde i en æterisk harmoni, hvor deres subtile rosa og hvide nuancer står ud imod den grønne baggrund og skaber en atmosfære både fredelig og eftertænksom.

Man kan ikke undgå at føle sig transporteret til en rolig dam, hvisken fra blade kærtegner blidt luften. Fraværet af en klar horisont antyder en intim og uendelig forbindelse til naturen, hvilket inviterer beskueren til at dykke ned i landskabet. Skabt i en tid med sociale og globale uroligheder repræsenterer dette værk et tilflugtssted for Monet, der spejler hans fortsatte kamp med synsnedsættelse, mens det understreger den transformerende skønhed, der fortsætter midt i kaos. Dette stykke, der dukker op i slutningen af Monets karriere, indkapsler ikke blot hans kunstneriske rejse, men informerer også beskueren om den evige tiltrækning af natur.