Kunstværket fanger en betagende alpin udsigt; en enorm, iset gletsjer dominerer scenen. Kunstneren bruger mesterligt en kombination af teknikker, måske olie på lærred, til at gengive teksturerne af sne og sten. Kompositionen er slående, med blikket der drages hen over gletsjeren, ned til en turkis sø, der er beliggende under de tårnhøje tinder. Paletten er domineret af kolde blå og hvide, som er i kontrast til de varme toner i klipperne og himlens bløde, lyserøde nuancer.

Den følelsesmæssige virkning er ærefrygt og sindsro; landskabets umådelighed fremkalder en følelse af både undren og ensomhed. Værket afspejler sandsynligvis den romantiske fascination af naturens sublime kraft, en følelse, der var populær i begyndelsen af det 20. århundrede. Kunstnerens dygtighed ligger i at fange ikke blot det visuelle udseende af gletsjeren, men også følelsen af at være der, nedsænket i den kolde, rene luft og verdens umådelighed.