Scenen udspiller sig med en æterisk ynde, et tableau af klassisk skønhed og øm intimitet. En kvinde, draperet i flydende klæder af pletfrit hvidt og rig lilla, sidder på en stenbænk, hendes udtryk er en fængslende blanding af eftertanke og mild overraskelse. To cherubfigurer med dunede vinger og drillesmil flankerer hende; den ene hvisker hende i øret, den anden omfavner legende hendes skulder. Kompositionen er en mesterlig dans af lys og skygge, kunstnerens penselstrøg er tydelige i den delikate gengivelse af hudtoner og de subtile folder i stoffet. Blødt, diffust lys bader figurerne og skaber en atmosfære af ro og sindsro. Baggrunden, en frodig have, bidrager til den overordnede følelse af harmoni. Kunstværket fremkalder en følelse af tidløshed og antyder temaer om uskyld, kærlighed og hjertets opvågnen.