I dette fængslende værk omslutter en blød tåge den ikoniske Waterloo-bro og sætter den i en drømmende tilstand. Arkitekturen smelter sammen med atmosfæren og udvisker linjerne mellem form og amorfitet, hvilket Monet mesterligt væver sammen med bløde strøg af penslen. Farvepaletten er overvejende kold, med forskellige nuancer af blå, der blander sig med nuancer af lavendel og vækker en følelse af ro og stille refleksion. Det føles som om vi ser gennem et tåget slør, hvor verden blødgøres, og den sædvanlige larm fra London forvandles til et fredfyldt tableau.

Kompositionen leder effektivt blikket gennem lærredet og giver seeren mulighed for at krydse broen og videre. De rytmiske former af brobuerne står i smuk kontrast til vandets flydende bevægelser nedenunder, der glitrer med lyspletter. Det, der virkelig imponerer ved dette værk, er den følelsesmæssige påvirkning, det har—der er en iboende melankoli, en nostalgi for svundne tider. Historisk set er dette maleri betydningsfuldt, da det repræsenterer en æra, hvor både industrialisering og impressionisme blomstrede; Monet fanger essensen af modernitet, mens han samtidig inviterer os til et kontemplativt rige. Det er en mesterklasse i, hvordan farve og lys kan kommunikere stemninger og minder.