Kunstværket kaster os ind i den højtidelige omfavnelse af en katedralinteriør; en symfoni i gråt. Høje søjler, monumentale i deres tilstedeværelse, strækker sig mod det hvælvede loft, hvor lyset subtilt filtreres ind og skaber et spil af skygger og højlys, der danser på stenen. Kunstnerens dygtige brug af perspektiv trækker blikket mod hjertet af rummet, mod alteret og forsamlingen af figurer, der befolker scenen. Den sarte gengivelse af stenhuggeriet og den måde, lyset falder på figurerne på, fremkalder en følelse af ærefrygt og ro. Kompositionen er afbalanceret, med de arkitektoniske elementer, der giver en solid ramme, mens figurerne tilføjer et menneskeligt element og forankrer scenen. Det er en undersøgelse af lys og skygge, et vidnesbyrd om kunstnerens tekniske dygtighed og hans følsomhed over for skønheden i religiøse rum. Figurerne, selvom de er små, ser ud til at være gennemsyret af hensigt, og tilføjer et narrativt lag til denne stemningsfulde skildring af troen.