Værket fanger essensen af den tumultariske ånd hos kunstneren, som fremvises gennem hans introspektive blik. Med en baggrund, der snurrer i dybe blå nuancer—en velkendt farvepalet, der kræver vores opmærksomhed—står kunstnerens figur beslutsomt midt i et bevægeligt lærred. Stråhatten, hvis tekstur nærmest virker håndgribelig, antyder en forbindelse til naturen og enkelhed, i kontrast til de tunge følelsesmæssige nuancer, der strømmer fra hans udtryk.

Hans solbrune hår og skæg, malet med hurtige og målrettede penselstræk, demonstrerer Van Goghs tekniske dygtighed; hver penselstræk virker til at pulsere af liv, og tilføjer dybde til hans træk. Det er denne tilknytning til farve og tekstur, der inviterer os til at overveje den introspektive natur af hans selvportrætter. Her findes en følelsesmæssig kompleksitet, der væves ind i selvaccepten—en kunstner, der er fuldt ud klar over sine kampe, men som er dybt forelsket i gerningen at skabe. Hver blikk på dette portræt minder os om den rørende skønhed, der gemmer sig bag kunstnerens linse.