I dette slående kunstværk ser vi en bondkone, hvis stilling legemliggør vægten af hendes arbejde; hun læner sig mod et bånd af korn—et symbol på høst og stræben. Linjerne er dristige, men bløde, og indfanger hendes stærke figur klædt i en enkel, men sigende påklædning. Hendes udtryk er eftertænksomt, hvilket giver en alvorlig tone til øjeblikket. Det er som om hun er stoppet, måske fanget i overvejelser om dagens hårde arbejde eller i et minde fra de marker, hun kender så godt. Den bløde, dæmpede farvepalette, flettet med jordfarver, trækker os ind i hendes verden, hvilket tillader os at føle varmen fra det landskab, der omgiver hende; penselstrækene vækker en mærkbar forbindelse til jorden, rig på tekstur og dybde.

Kompositionen er omhyggeligt arrangeret, med en baggrund af skyggefulde former, der antyder marker i det fjerne, måske foreslår en uendelig cyklus af arbejde og livet på landet. Kontrasten mellem lys og mørke forstærker hendes tilstedeværelse, fremhæver udholdenheden og beslutsomheden hos dem, der arbejder på jorden. Den historiske kontekst er afgørende her; i slutningen af 1800-tallet søgte kunstnere som Van Gogh at ophøje livet for almindelige mennesker, især dem, der ofte overses. Dette stykke, i sin enkelhed, bliver en kraftfuld hyldest til de arbejdende kvinder, der har formet det landbrugsmæssige landskab, og inviterer os til at reflektere over deres historier og kampe.