I denne blide fremstilling holder en mor sit barn i en frodig eng fyldt med livlige gule blomster, hvor hvert kronblad reflekterer en varm glorie oplyst af solen. Moderens delikate træk stråler af en rolig kærlighed, som understreger båndet mellem dem. Iført en blød hvid kjole med subtile pink nuancer, udstråler hun renhed og ynde, mens den dybe grønne farve i engen giver en slående kontrast, og rodfæster øjeblikket i naturens omfavnelse. Træerne i baggrunden er blot antydninger, malet med brede, forenklede stræk mod den vidtstrakte blå himmel, som giver genklang af en følelse af fred og et idyllisk landskab.

Som blikket bevæger sig over lærredet, er det umuligt ikke at føle den overvældende varme af følelser—en blanding af kærlighed og moderskab. Barnet, der ligger mod hende, ser fredeligt og tilfreds ud, personificere uskyld. De farver der anvendes her er ikke blot æstetisk tiltalende; de pulserer med liv og glæde, samtidig med at de formidler en dyb repræsentation af familie kærlighed. Dette maleri, skabt i 1899, reflekterer ikke blot en intim scene, men også et afgørende øjeblik i den udviklende fortælling om betydningen af familie og følelsesmæssige forbindelser i kunsten i denne periode, som markerer en overgang mod mere figurative og personlige udtryk indenfor de bredere kunstneriske bevægelser på det tidspunkt.