I dette rørende værk er en kvinde opslugt af den daglige men alligevel intime handling at skrælle kartofler. Scenen er malet med en dæmpet, jordnær palette, domineret af brune og blå nuancer, der fremkalder en følelse af varme og fortrolighed. Lyset, der kommer ind gennem vinduet, kaster et blødt skær, som fremhæver konturerne af hendes figur og folderne i hendes tøj. Hun har forkle over sin lange nederdel, hvis stof ser ud til at være omhyggeligt lavet og praktisk, et bevis på hendes daglige arbejde. Det er, som om Van Gogh ikke blot indfanger et øjeblik, men essensen af et liv levet i enkelhed og hårdt arbejde.

Kompositionen føles intim; placeringen af kvinden til højre giver et glimt af den ydre verden gennem vinduet. Her er udsigten abstrakt, med skelettræer der knap er synlige, kontrasterende med fylden af hendes tilstedeværelse. Denne subtile juxtaposation inviterer til eftertanke over ensomhed og forbindelsen til verden. Van Goghs penselstræk er udtryksfulde, men bevidste, og formidler både vægten af hendes opgave og roen, der findes i koncentration. Når jeg ser på dette værk, bliver jeg grebet af en stille refleksion over skønheden og værdigheden i det daglige liv, som dette maleri så blidt fanger.