En mørk, foruroligende scene udspiller sig foran os, et glimt ind i en verden af skygger og skjulte angster. Ætsningen, streng i sin monokrome palet, trækker dig ind med sine foruroligende figurer samlet under en vidstrakt, stjernespækket himmel. Kompositionen er tæt, med en masse sammenvævede kroppe, hvilket skaber en følelse af klaustrofobi og uro. Figurerne, gengivet med Goyas karakteristiske råhed, er forvredne, deres ansigter er ætset med en blanding af frygt, forventning og resignation. En figur, større end de andre, peger mod himlen, som om den kalder til en ukendt destination eller blot laver en sidste gestus. De grove linjer og de tunge skygger forstærker den følelsesmæssige effekt og forstærker værkets rå, instinktive natur.