Under et blødt, glødende måneskin fanger denne stemningsfulde scene den gådefulde skønhed af gamle ruiner, der står stille mod en rolig nattehimmel. Kompositionen er centreret om to fremtrædende, efeubeklædte stenbuer, hvis slidte overflader fortæller historier fra glemte tider. Månen, delvist skjult af drivende skyer, bader landskabet i et køligt, sølvagtigt lys og skaber en stærk kontrast mellem skygge og lys.

Kunstneren anvender delikate penselstrøg til at skildre løv og fjerne bakker, og blander dæmpede blå- og gråtoner med grønne accenter for at fremkalde en rolig, men melankolsk atmosfære. Tilstedeværelsen af små menneskelige figurer og en svagt oplyst landsby i det fjerne tilføjer dybde og skala og inviterer beskueren til at vandre i dette fredelige, næsten drømmende miljø. Den følelsesmæssige effekt er en følelse af stille ensomhed, hvor naturen blidt genvinder den menneskelige historie under månens stille tilsyn.