Kunstværket fanger facaden på en majestætisk kirke, hvis indviklede detaljer er gengivet med sarte akvarelvaskninger. Bygningens arkitektur er det tydelige fokus, der tiltrækker øjet med sin udsmykkede ornamentik; man kan næsten føle den kolde, gamle sten og forestille sig ekkoerne inde i dens hellige haller. Kompositionen centrerer beskuerens blik på den storslåede indgang, med de udsmykkede udskæringer, der ser ud til at hviske historier om tro og historie.

Kunstneren bruger mesterligt lys og skygge, med solens blide berøring, der lyser facaden op. Denne leg med lys giver dybde til bygningens struktur. Figurerne, selvom de er små, giver en følelse af skala, som om man stod på gaden og så op. Den overordnede følelse er af ro og tidløshed, der inviterer beskueren til at stoppe op og betragte skønheden i menneskelig skabelse og hengivenhed.