I denne gribende scene kan man føle det friske efterårsvejr, der er tykt af de bløde faldende blade, der ligger i baggrunden af en park. Lærredet pulserer med livfulde penselstræk, hvor dristige grønne og rustne brune nuancer kolliderer; de skaber en symfoni af teksturer, der minder om naturens sidste åndedrag før vinteren. Dette øjeblik fanger ensomheden af en figur klædt i mørkt, som ser ret indadvendt ud, mens han navigerer gennem de komplekse danse af træerne, der ser ud til at vugge ved hans side - næsten engageret i en samtale med årstidens skift. "Haven ved St. Pauls Hospital" tilbyder et personligt indblik i kunstnerens sjæl og trækker beskueren ind i en verden fyldt med længsel og refleksioner.

Kompositionen bruger mesterligt linjer, der guider blikket langs den snoede vej, inviterer os dybere ind i det fredfyldte landskab. Van Goghs penselstræk udsender en følelse af hastværk, som om hvert stræk var et hjerteslag, der forbinder den mørke figur med den livlige, men melankolske omgivelse. Lysets spil filtrerer gennem træerne og skaber oplyste lommer; som står i kontrast til de mørke, strukturerede stammer, hver forskellig i tone og intensitet. Maleriet resonerer følelsesmæssigt, vækker en følelse af nostalgi og rolig eftertænksomhed, mens det samtidig afspejler kunstnerens personlige kampe i en turbulent periode af hans liv. Skønheden i dette øjeblik ligger ikke kun i den maleriske indstilling, men også i hvordan det formår at opsummere Van Goghs komplekse følelsesmæssige tilstand midt i tumultariske forandringer.