I denne fængslende scene sidder en kvinde roligt lænet op ad en mur af mursten og udstråler en følelse af fred og tilfredshed, mens hun er optaget af at strikke. Omkranset af potteplanter og blomster bærer hun en flydende, blød grøn nederdel, der afspejler den victorianske smag, kompletteret med et blødt tørklæde, der elegant hænger over hendes skuldre. Miljøet er intimt, næsten hemmeligt - murstenen fungerer ikke kun som baggrund, men også som en tærskel til en anden verden, som antyder fællesskab og forbindelse. Over muren læner sig to nysgerrige figurer; deres udtryk er slørede, men deres holdning formidler en blanding af interesse og legesyge. Dette bliver et stærkt udtryk for social interaktion, der skaber en bro mellem ensomhed og selskab.

Teksturen af murstenen kontrasterer smukt med kvindens tøj, hvilket fremhæver varmen i hendes omgivelser. Farvepaletten er rig, men blød, med jordfarver på muren og livlige nuancer fra blomsterne, som giver liv til hele kompositionen. Waterhouse har mesterligt indfanget lyset, der siler gennem træerne og kaster bløde skygger, hvilket giver scenen en rolig atmosfære. Det fremkalder en følelse, der minder om en doven søndag eftermiddag, hvilket får os til at længes efter sådanne dyrebare stille øjeblikke. I konteksten af det 19. århundrede reflekterer dette værk ikke kun de sociale forventninger til kvinder, men gør det også muligt for os at se deres simple glæder og de fællesskabsbånd, der vævede det sociale væv i denne tid.